Alexandar

Alexandar kommer fra et hjem med klaver og bogreol, og den musikalske løbebane begyndte hos lillebyens gamle organistinde, der var overbevist om, at vejen til musikkens hjerte og absolutte forståelse gik gennem den danske komponist og organist C.F. Weyse, der er kendt for sine fædrelandssange og salmer. Senere opstod der dog en vis uenighed imellem lærer og elev, da pop- og pigtrådsmusikken gjorde sit indtog i radio og TV. Weyse var ikke længere nok for Alexandar.
Der manglede noget. Det førte til en perlerække af markante teenageår som sanger og guitarist i coverbandet “Jangles”, som var vidt berømte og meget efterspurgte på barndomsøen Langeland i det Sydfynske Øhav, Langeland, hvor de glade 60’ere sørgede for fuld musik på de mange, af tidens, dansesteder.

Et nyt livskapitel begyndte, da Alexandar som 22 årig flyttede til København for i en årrække at arbejde som tonemester i diverse lydstudier.

Alexandar har en meget bred musikalsk baggrund og har spillet i coverbands, brassband og symfoniorkester. Senere tilføjede Alexandar billeder til sit professionelle lydunivers og arbejdede med både lyd og billeder indenfor TV-branchen. De blev til 30 år med spændende opgaver og ditto rejser over den halve verden.

“Det er ikke kun den hurtige popsang, der kommer fra Alexandar”

Alexandars tilgang til musik er, at man skal kunne mærke det. Musik og tekst skal have noget på hjerte, og selvom bagtæppet for Alexandars musik er den engelske/amerikanske folkemusik- og poptradition er det ikke kun den hurtige popsang, der kommer fra ham. Inspirationen er den amerikanske countryrock scene. Musikken skal være gennemarbejdet og gerne langtidsholdbar. Alexandars kompositioner stiler således ikke efter at blive et nyt hit, men det er dejligt hvis det bliver det.

Alexandar er gift med kunstneren og sangerinden Miss Tiwaz og sammen skaber de noget af det musik, de begge holder af i deres eget studie.